Følelsesmæssig intelligens findes ikke i en facitliste. Men forstår du samspillet mellem tanker, følelser og handlinger, har du indflydelse.
Også på arbejdspladsen.

Følelsesmæssig intelligens handler om vores personlige evne til at forvalte det, der sker, på vores egen ’indre scene’. En indre scene som sættes i en kombination af biologi (vores medfødte evner) og vores erfaringer/læring.

Når vi er følelsesmæssigt intelligente er vi blandt andet gode til:

  • At motivere os selv
  • At håndtere konflikter
  • At bevare håbet i svære situationer
  • At have gode relationer til kollegaer og venner
  • At se sammenhængen mellem egne følelser, tanker og reaktioner
  • At adskille, hvad andre siger og gør fra egne holdninger og meninger

Ovenstående er uvurderlige redskaber når vi leder, kommunikerer, samarbejder, sætter mål, opdrager børn, indgår i familier, lever alene …, i vores liv som helhed.

Født med evnerne
Mennesket er født med evnen til at tænke, føle og handle, men det er omstændighederne vi befinder os i, der afgør præcis på hvilken måde, vi tænker, føler og handler.

Vi er eksempelvis også født med en motorisk evne. Den giver os mulighed for at lære at spise med kniv og gaffel. Vokser vi op i Asien, er det dog sandsynligt, at vi først lærer at spise med pinde. Vores omstændigheder er afgørende for, hvordan vi har lært at bruge vores evner. 

Nej, - det handler ikke bare om at være sympatisk
At være følelsesmæssigt intelligent er ikke bare at være god til at møde mennesker med smil, venlighed og imødekommenhed, - det at være god til såkaldt ’bløde værdier’. At være følelsesmæssigt intelligent handler i høj grad om at forstå og kunne bruge egne reaktioner, - hvilket også gælder når vi er vrede, irriterede, magtesløse, dominerende, krævende samt naturligvis også når vi er glade, motiverede, tilfredse, trygge, engagerede … 

Du har et ansvar
Du er født med evnen til at føle ovennævnte følelser. Evnen til at forvalte dem hensigtsmæssigt er dit ansvar. Når du træner din følelsesmæssige intelligens styrker du såvel dit lederskab som dit team. Det er helt enkelt meningsfuldt.