Styrk nærheden. Brug frygten. Gør Coronakrisen til fitness for følelserne

Meget af det du plejede at gøre for blot en måneds tid siden, gør du pludselig ikke mere. Din hverdag er forandret på mange punkter, og situationen er stressende, bekymrende og på flere måder ubehagelig. Alles fokus er for tiden rettet mod at undgå sygdom (og potentielt død), hvilket gør frygten mere nærværende. Følelser som nervøsitet, uro og stress fylder, og som for at gøre det hele ekstraordinært ubehageligt er et af de redskaber, som normalt er den bedste trøst og støtte i kriser; nemlig socialt samvær, samtidigt blevet den mindst egnede måde at afhjælpe præcis denne krise på.

Netop anbefalingen om social distancering er nok et af de råd der mærkes mest eftertrykkeligt i hverdagen. Du er holdt op med at mødes med vennerne, mødes med familien, besøge de ældre, møde i sportsklubben, gå til dine fritidsaktiviteter, gå i teatret og til koncert, sidde på en cafe i solskinnet, - alt det du plejer at gøre sammen med andre mennesker. Og årsagen til det hele er en smitte, en potentielt farlig smitte. En som du selv kan blive syg af, og en som du sikkert kender nogen der, enten på grund af dårlig modstandskraft eller blot høj alder, potentielt kan dø af.

Disse omstændigheder sætter os i et ubehageligt dilemma - en slags indre tvekamp - da vores følelsesmæssige instinkter trækker i to modsatrettede retninger, som begge er medfødte og vigtige for overlevelsen: At holde afstand for at passe på os selv og undgå sygdom, samtidigt med at det er altafgørende for os at have nærhed og samvær for at holde situationen ud. Det er et paradoks.  Et paradoks som indeholder mange følelser og ikke mindst ret så mange dårlige følelser, som både kan mærkes og føles. Men måske er det ikke kun skidt? For i alle følelser er der et budskab, som kan bruges til at passe på os selv og til at skabe større nærhed, og som kan hjælpe og støtte os til at håndtere de seje konsekvenser af Coronakrisen. Hvordan gør vi det?

Konsekvensen af en bekymret hjerne

Er der noget vores urhjerne ikke kan li, så er det en situation med uvished og mange ubekendte. Det tærer på vores kræfter, når vi hele tiden skal forholde os til en fare, som vi skal ændre adfærd for at undgå, som vi ikke kan se og ikke kender udløbsdatoen på. Det betyder, at al den handlekraft og energi vi normalt etablerer for at få ting gjort, i stedet bliver brugt på at undgå smitte. Brugt på at bekymre os om helbredet, økonomien, verdens tilstand … Måske oplever du derfor at være mere træt end ellers, oplever at du er mere energiforladt, og skønt du egentligt har en del tid, så får du ikke gjort så meget andet, end det du absolut skal gøre. Inspirationen, lysten og energien mangler, og du er ikke i gang med at male hele lejligheden, lære et nyt sprog eller træne til et maraton, - og det er der en årsag til. For skønt du måske ikke går rundt og føler dig direkte bange, så er de inderste dele af din hjerne stadig i alarmberedskab, din medfødte frygtdrift er aktiveret. Hos nogle er den særdeles aktivt til stede (konstant opmærksomhed på foruroligende opdateringer om Coronavirusset og dets konsekvenser, nervøsitet ved at gå ud og handle mm.), hos andre er frygten blot en ubevidst klangbund. Men den er der. Hos os alle. Og den kræver mange ubevidste kræfter.

Pas på dig selv

Derfor er det vigtigt, at du mærker efter, hvad du orker. Det er er helt forståeligt, og præcis som det skal være, at denne tid ikke er superproduktiv, idérig og foretagsom. Drop forventningerne og sænk kravene, så du undgår stress, selvkritik og dårlig samvittighed. Dit ubevidste er på overarbejde, der er absolut ingen grund til at belaste dig selv mere, end situationen allerede kræver. Lyt til din biologi og mød dig selv hensynsfuldt. Tiden er kommet til at rose dig selv for, at hverdagen blot hænger nogenlunde sammen: Fik I morgenmad, aftensmad, gravet et hul i haven, set en film? Det er fint, det er nok alt rigeligt, og det er at passe på dig selv!

Men det er ikke det eneste der er brug for. Vi har også brug for hinanden og for at være sammen. Det lyder jo smukt og meningsfuldt, når landets ledelse siger, at vi skal stå sammen ved at stå hver for sig, men det føles bare slet ikke lige så smukt, som det lyder, for vi har behov for samvær, samtale og nærvær ellers går vi som mennesker i stykker.

Så hvad skal vi stille op med det?

Nærvær og nærhed er en biologisk nødvendighed

Det rigtige er at blive hver for sig, men det føles forkert. Vi hører, at vi må ikke træffes, som vi plejer, at det bedste rent faktisk er at lade være med at træffes overhovedet, for som myndighederne siger: Undgå al unødvendigt socialt samvær. Men vi bliver i tvivl, for hvad vil det egentligt sige? Hører det f.eks. under nødvendigt samvær at søge selskab, når jeg føler mig ensom? Og kan jeg overhovedet tillade mig at føle ensomhed og reagere på det ved at træffe andre mennesker, når jeg ved, at folk ligger og dør på hospitalerne fordi nogle kom for tæt på dem?

Mennesket trives ikke alene i længere tid, og derfor er du bl.a. født til at kunne føle ensomhed, følelsen der vil have dig til at søge selskab. Du er derfor i kamp med din biologi, når du bliver bedt om at undgå selskab, og det gør valget svært. Coronakrisen er fyldt med disse valg. Dem har du brug for at tale med andre om.

Sig det højt

Grib telefonen, og hør lyden af en stemme, det giver nærvær. Lad dig ikke nøjes med en messengerbesked. Opdater hinanden på stort og småt, nok mest på småt. Der findes måske intet stort at opdatere om, men det føles godt at stemple ind, tale om kedsomheden, om utålmodigheden, om frygten og frustrationen. Irritationen over børnene, medfølelsen med dem som har det hårdt, taknemmeligheden over dem som arbejder i frontlinjen. Tal om hvordan I evt. vil kunne ses, om hvordan isolationen påvirker dig og dine omgivelser. Tal om de svære valg.

Relationer formes ikke kun af det vi gør sammen, men i høj grad også af det som vi deler med hinanden, og den nære relation styrkes, når vi taler åbent og autentisk med hinanden. Også om det der er svært, måske især om det der er svært. Det vi frygter og er bange for. Gør vi det, øger nærheden mellem os.

Vi er fælles om at være sårbare

Vi har længe haft fokus på den stress, som mange oplever i hverdagen. En stress der kommer af at skulle præstere, løbe hurtigt, leve op til ... En af anbefalingerne, hvis stressen skal opdages i tide, er at begynde fortælle om det, der går os på, og sige det højt når noget er svært. At vise vores sårbarhed.

Med Coronakrisen er vi pludselig alle fælles om at være og føle os sårbare og udsatte på samme tid. Fælles om ikke at orke så meget, og ikke have mulighed for at kunne gøre så meget. Fælles om at være begrænsede i vores dagligdag. Det giver en særegen og usædvanlig fælles forståelse for hinanden. Lad os bruge denne forståelse til at blive bedre til at tale om det svære.

Brug krisen til træning i at være med alle følelser. Giv dem ord. Så kan vi blive bedre til at tale sammen og lytte til hinanden, og i fællesskab komme ud på den anden side som hele stærke mennesker. Det er følelsesmæssigt intelligent, og det er helt enkelt meningsfuldt.