Den skyldige for enden af smittekæden

Er der noget vi mennesker frygter, og med god grund, er det en ukontrollerbar smitte, der gør os syge, og potentielt kan slå os ihjel. Det er en frygt vi født med, hvilket er godt, for den hjælper os med at skærpe opmærksomheden, og gøre det vi skal gøre for at passe bedst muligt på os selv. MEN frygten for at blive syg, er ikke den eneste frygt, der følger med en smitsom sygdom, hvilket er blevet tydeligt under den igangværende coronapandemi. Med følger nemlig også frygten for, hvad det betyder for omgivelserne, hvis man bliver smittet. For en sag er, at jeg selv kan blive syg, men det er mindst lige så slemt, at jeg kan have smittet nogen, og hvad endnu værre er, hvad andre i så fald må tænke om mig.

De irriterende påbud

Pandemien skyller ind over verden, og for hver dag øger antallet af smittede. Sådan vil det være en god tid fremover. Det er et faktum, et meget ubehageligt et af slagsen, og konsekvenserne er til at føle på. Ingen kommer udenom at opleve hverdagen eller festdagen som underlagt restriktioner, eller kommer udenom, at se sin kalender fungere som en overstregningsblok med ændringer af aftaler, mødesteder samt aflysninger, eller at dagligt skulle mærke den karakteristiske friktion mellem ansigtshud og mundbind. Irritationen er til at føle på. Det er bare SÅ IRRITERENDE!

Når mennesket føler sig begrænset, så er der ikke langt til aggressionen. Endnu værre er, hvis begrænsningerne opleves som urimelige, ja så kommer vreden til udtryk i fri dressur, hvilket kan ses på flere måder. Det ene sted er på de sociale medier, hvor der diskuteres og opponeres flittigt for og mod de forholdsregler som regering og myndigheder kommer med, især når det gælder endnu en stramning, påbud eller anbefaling og som endnu engang begrænser råderummet. Et andet udtryk er der, hvor vi hver især bliver politibetjente overfor dem, som vi oplever ikke overholder retningslinjerne, noget som både kan komme surt til udtryk i en direkte dialog eller som et fortørnet indlæg på sociale medier eller i aviserne.

Smittekæden og den skyldige

Problemet er, at vi mennesker også har en indbygget modstand på ikke at have kontrol, ikke at kunne forstå. Derfor gør vi også alt for at forstå og kontrollere pandemien. Det er en god ting, for så kaster vi os ind i arbejdet med at komme den til livs. Men det er også en dårlig ting, for når vi ikke umiddelbart lykkes med hverken at forstå eller kontrollere smitten, så er vi nødt til at finde en ventil, finde en forklaring. Her bliver det nærliggende at lede efter en skyldig, og intet sted er lettere at lede end for enden af smittekæden. Det er nemlig ordet som vi hører hele tiden: Smittekæden. Og det er en som skal brydes. Det er et stort krævende arbejde, som begynder med en smittesporing. Et detektivarbejde, hvor spørgsmålene lyder:  Hvem har været i kontakt med den smittede? Hvor startede kæden? Hvad var udgangspunktet? Fra disse spørgsmål er der snublende kort til: Hvem er den SKYLDIGE?

Social udstødelse

I medierne og på regeringens pressemøder hører vi, at bliver smittekæderne ikke brudt, kommer der flere restriktioner. Denne besked i kombination med eftersøgningen af smittede gør det meget nærliggende at tænke: Er man smittet, har man sikkert forbrudt sig mod anbefalingerne og været for nonchalant i forhold til eventuelle symptomer. Det er det samme som at være ligeglad og uansvarlig! På den baggrund er det let at forstå, hvad årsagen er til det både kan føles skamfuldt, pinligt, flovt at fortælle, man er smittet, hvilket er følelser der lynhurtigt fører til frygten for at blive afvist og udstødt af fællesskabet, noget som ligger på top fem listen over, hvad vores medfødte følelsesmæssige instinkter frygter allermest.

Vi reagerer med: Er jeg smittet, risikerer jeg social udstødelse! Det er urgammel biologi, og den kommer til at være til fare for os selv, hvis vi ikke kobler vores rationale til. For tanken om udstødelse (eller blot den ubevidste tanke) kan både få os til at ignorere og slå vores symptomer hen, få os til at fortrænge dem, og få os til at fortie, at vi er smittede. I begge tilfælde bliver smittekæderne sværere at bryde. 

Brug rationalet

Prøv at tænke efter; hvis du bliver smittet, hvad er så det værste? Mit gæt er, at noget af det sværeste vil være at fortælle det til omgivelserne, især dem der er lidt længere væk end dine helt nære relationer. Det ville stemme godt overens med det jeg hørte fra moren til datteren, hvis klasse blev hjemsendt med 50 % coronapositive, som sagde, ’’Hun hostede forleden i klassen, fordi hun fik noget gulerod galt i halsen, men hendes klasselærer så længe og meget forskrækket på hende, så nu skal jeg finde ud af hvordan jeg tackler det, når de er tilbage’’. Eller den unge mand som lagde sig med ganske få symptomer og reagerede med, ’’åh nej, hvad vil de andre ikke sige, de bliver garanteret sure på mig’’.

Ovenstående reaktioner er ikke rationelt funderet i en pandemi, med en smitte der til og med kan bringes videre uden synlige symptomer, men er bemærkninger som udspringer af en urgammel biologi, som på ingen måde gør os bedre til at håndtere coronaen. Vi er nødt til at sætte den gamle hjerne på pause og møde os selv og hinanden med forståelse.

Så når du bliver smittet, så tænk: Vi står jo midt i en pandemi, og mange bliver smittet. Vi forsøger at afbøde, men kan ikke fuldstændigt forhindre det. Smitten kan ramme hvem som helst, og nu mig. Sådan er det.

Så når du hører om én der er smittet, så tænk på: Vi står midt i en pandemi, mange vil blive smittet. Vi forsøger at afbøde, men vi kan ikke totalt forhindre det. Ingen er skyldige, og sådan er det.

Og hvis du møder nogen, som har svært ved at huske på afstanden, mundbindet, giver kram mv., så fortæl hvad du selv gør for at hindre smitten i at brede sig.

Når vi møder os selv og hinanden uden fordømmelse og udskamning, så giver det bedre adgang til at hjælpes med at huske retningslinjerne, mærke symptomerne når de dukker op, og turde fortælle om smitten, når den kommer. Alle værdifulde redskaber i kampen for at bryde smittekæderne. Lad den frygt vi fokuserer på, være den frygt der gælder selve smitten, det er rigeligt blot at skulle leve med den. Det vil være følelsesmæssigt intelligent og det er helt enkelt meningsfuldt.